Västra hamnen
Denne havnære bydel lokker med spændende arkitektur, fine strandpromenader, grønne områder og en fantastisk udsigt over Øresund. Hér finder man et prisbelønnet, økologisk boligområde, der stod klart i 2001 til den europæiske boligmesse Bo01. Flere kendte, internationale arkitekter, som bl.a. Gert Wingårdh, Ralph Erskine og Mario Campi, har tegnet husene.
Vand er et vigtigt indslag i miljøet. Her er der kanaler, damme, lystbådehavne og badestrande. Skånes Dansteater har sine lokaler i en af Båghallarna, og omkring en af de gamle skibsbeddinger har man bygget en imponerende, specialdesignet skateboardpark i beton.